Ægypterne dyrkede solen gennem solguden Ra (betyder egentlig æg) og kongerne fik titlen 'søn af Ra'. Solguden blev især dyrket i Heliopolis, Solbyen, lidt nord for Kairo hvorfra vi har følgende opfattelse af verdens skabelse fra ca. 2500-3000 år f.v.t.:
Urhøjen og Atum
Urhavet var først uden form og orden. Af Urhavet rejste der sig en høj Nun. På højen var Atum som skabte guden Shu og gudinden Tefnut som betyder luft og fugtighed. Af dette gudepar fødtes jordguden Geb og himmelgudinden Nut. Shu adskilte himlen og jorden ved at løfte himmelgudinden op så hun kom til at danne himlen med sin bøjede ryg. Hun støtter sig på hænder og fødder over Jorden der ligger under hende. Med hovedet i den vestlige horisont sluger hun hver aften solguden Ra, efter han er sejlet over himlen i sin båd. Om natten sejler han gennem underverdenen og om morgenen fødes han igen af hendes liv i den østlige horisont.
Fig.Himmelgudinden Nut løftes af Shu mens jordguden Geb ligger nedenunder. Solguden Ra sejler i sin båd over himlen hver dag og bliver slugt om aftenen af Nut. Om natten sejler han i underverdenen og fødes igen om morgenen.
Himmelgudinden Nut herskede over alle himmellegemer som var hendes 'børn'. Man medbragte offergaver til solen i graven i håbet om, at man kunne følge ham som mandskab i hans båd og overvinde farerne i underverdenen for derefter at genopstå ligesom solen. Skaberguden Atum var en personificering af Khaos, hvoraf alting opstod. Han kom til live 'af sig selv' og før Jorden og himlen blev adskilt herskede han over alt. Han opstod sammen med Urhøjen og hvis ikke han fik offergaver ville han ødelægge alt hvad han havde skabt og selv blive til urslangen.
I templet i Heliopolis stod en såkaldt benben-sten der symboliserede Atum og viste ham som 'urhøjen' og som solens stråler på én gang. Pyramiderne symboliserer også Urhøjen og vejen til den evige sol. På et tidspunkt smeltede solguden sammen med skaberguden og avancerede til en hovedguddom der beskyttede kongerne. Ægypterne opfattede verdens skabelse som en vedvarende proces hvor guderne skabte nyt som erstatning for det, der forfaldt. Hvis gudernes skaberkraft svækkedes (hvis de f.eks. ikke fik offergaver) ville verden gå i opløsning og opsluges i urkaos og blive som det var før skabelsen. Man skulle næsten tro de kendte til termodynamikkens 2. hovedsætning - loven om 'entropiens vækst'?!