Skabelsesmyter

Skabelsesmyte fra Norden

Danmark gik officielt over til den kristne tro da munken Poppo overbeviste Harald Blåtand om kristendommens styrke ved at bære en glødende jernhandske (formentlig med et tyndt lag vand til at optage varmen) omkring år 960.

Indtil år 960 hvor Danmark officielt gik over til den kristne tro, men også længe efter, var nordboerne hedninge og deres verdensbillede var beskrevet i den nordiske mytologi. Vikingernes skabelsesberetning er bevaret gennem de islandske Edda'er, nedskrevet af Snorri Sturluson år 1220: Digtene om konger, helte og de nordiske guder er blevet fortalt gennem fire hundrede år, fra omkring 800 til 1200 før de blev samlet og man kan forestille sig nogen påvirkning fra f.eks. græsk og kristen tradition. Skabelsesmyten er kort fortalt:

Koen og kæmpen
I urtidsdagene lå der midt i verden en uhyre afgrund der kaldtes Ginnungagap. Mod nord stod det kolde Niflheim og mod syd lyste det brændende Muspelheim. Surt regerede i Muspelheim og hans sværd skal engang slynge ild ud over verden og styrte guderne i Ragnarok. Fra Ginnungagap fossede rivende elve ud i Niflheims rimtåger. Men fra Muspelheim slog den varme vind ind og smeltede rimlagene og dråberne tog menneskelig skikkelse. Således opstod den uhyre Ymer, alle rimtursers fader. Mens Ymer lå og sov, voksede der en mand og en kvinde frem af sveden i hans armhuler. Hans højre fod avlede en søn med den venstre, og fra dem kom en rig yngel, så verden snart blev opfyldt af grumme jætter.
Af dråberne fødtes også koen Audhumle og Ymer diede koens yvere. Imens stod koen og slikkede de salte sten i isbræen. Første dags aften groede en mands hår op af stenen, den næste dag blev det til end mands hoved, og den tredje dag sprang han helt frem og stod fri og frejdig på marken. Han kaldtes Bure og med jættekvinden Bestla fik han sønnen Bor. Fra Bor stammede de tre guder Odin, Vile og Ve. Da guderne voksede og fik kræfter, slog de jætten Ymer ihjel, og blodet randt fra ham i så stride strømme ud over verden, at jætteslægten druknede. Undtagen Bergelmer der reddede sig selv og sin kvinde på en kværn. De avlede en ny jætteslægt som endnu huserer i verden.
Guderne tog Ymers lig og kastede det i Ginnungagap og skabte jorden af hans krop. Hans blod randt ud som hav og elve, hans kød blev til muld, hans knogler til fjelde, tænderne og benstumper til sten og bakker.
Guderne ledte vandene ud, til de flød i en ring rundt om jorden og de løftede Ymers hovedskal op over jorden som et himmeltag. De satte en dværg til at vogte i hvert af dets fire hjørner: Nord, Øst, Syd og Vest. Under himlen svæver Ymers hjerne og derfor er skyerne så kolde og grumme som jættetanker. Guderne tog de gnister som hvirvlede ud fra Muspelheim og sendte dem op på himlen, så de lyste over jorden. Og de bestemte baner for alle himmellegemer, så de skrider frem det ene bag det andet, som dag følger dag og år følger år. Yderst ved havets bred lå Udgård og der gav guderne bolig for jætterne. Men inde på jordens midte helligede de et land og omgærdede det med Ymers øjenvipper, og den indhegning kaldte de Midgård, menneskenes verden.
Af to træstammer som var drevet ind på kysten fra havet dannede guderne to mennesker Ask og Embla. De avlede de slægter som endnu bor i Midgård. I midten af Midgård, på den store slette Idavang, omgærdede guderne et hjem de kaldte Asgård og gudernes byggede huse og sale. Midt i Asgård står asken Yggdrasil, det mægtige verdenstræ, hvis grene breder sig ud over hele verden og hvis rødder strækker sig til hver del af verden.
Det er anderledes mere blodigt og farverigt! Nordboerne troede tilsyneladende på både jætter (kæmper) og guder med magiske kræfter, så hvorfor ikke en ko i det tomme rum?
De to første mennesker i denne fortælling, Ask og Embla, kan meget vel være inspireret af Adam og Eva. Den mægtige Midgårdsorm der svømmer i verdenshavet og bider sig selv i halen er analog med slangen i det indiske billede af verdens indretning.