Skabelsesmyte fra Norden
Danmark gik officielt over til den kristne tro da munken Poppo
overbeviste Harald Blåtand om kristendommens styrke ved at bære en
glødende jernhandske (formentlig med et tyndt lag vand til at optage
varmen) omkring år 960.
Indtil år 960 hvor Danmark officielt gik over til den kristne tro,
men også længe efter, var nordboerne hedninge og deres verdensbillede
var beskrevet i den nordiske mytologi.
Vikingernes skabelsesberetning er bevaret gennem de islandske Edda'er,
nedskrevet af Snorri Sturluson år 1220:
Digtene om konger, helte og
de nordiske guder er blevet fortalt gennem fire hundrede år, fra omkring
800 til 1200 før de blev samlet og man kan forestille sig nogen
påvirkning fra f.eks. græsk og kristen tradition. Skabelsesmyten er
kort fortalt:
Koen og kæmpen
I urtidsdagene lå der midt i verden en uhyre afgrund der kaldtes
Ginnungagap. Mod nord stod det kolde Niflheim og mod syd lyste
det brændende Muspelheim. Surt regerede i Muspelheim og hans
sværd skal engang slynge ild ud over verden og styrte guderne i
Ragnarok. Fra Ginnungagap fossede rivende elve ud i Niflheims
rimtåger. Men fra Muspelheim slog den varme vind ind og smeltede
rimlagene og dråberne tog menneskelig skikkelse. Således opstod den
uhyre Ymer, alle rimtursers fader. Mens Ymer lå og sov, voksede
der en mand og en kvinde frem af sveden i hans armhuler. Hans højre fod
avlede en søn med den venstre, og fra dem kom en rig yngel, så verden
snart blev opfyldt af grumme jætter.
Af dråberne fødtes også koen Audhumle og Ymer diede koens
yvere. Imens stod koen og slikkede de salte sten i isbræen. Første
dags aften groede en mands hår op af stenen, den næste dag blev det
til end mands hoved, og den tredje dag sprang han helt frem og stod fri og
frejdig på marken. Han kaldtes Bure og med jættekvinden
Bestla fik han sønnen Bor. Fra Bor stammede de tre guder Odin,
Vile og Ve. Da guderne voksede og fik kræfter, slog de jætten Ymer
ihjel, og blodet randt fra ham i så stride strømme ud over verden, at
jætteslægten druknede. Undtagen Bergelmer der reddede sig selv og
sin kvinde på en kværn. De avlede en ny jætteslægt som endnu
huserer i verden.
Guderne tog Ymers lig og kastede det i Ginnungagap og
skabte jorden af hans krop. Hans blod randt ud som hav og elve, hans kød
blev til muld, hans knogler til fjelde, tænderne og benstumper til sten
og bakker.
Guderne ledte vandene ud, til de flød i en ring rundt om
jorden og de løftede Ymers hovedskal op over jorden som et himmeltag.
De satte en dværg til at vogte i hvert af dets fire hjørner: Nord,
Øst, Syd og Vest. Under himlen svæver Ymers hjerne og derfor er
skyerne så kolde og grumme som jættetanker. Guderne tog de gnister
som hvirvlede ud fra Muspelheim og sendte dem op på himlen, så de
lyste over jorden. Og de bestemte baner for alle himmellegemer, så de
skrider frem det ene bag det andet, som dag følger dag og år
følger år.
Yderst ved havets bred lå Udgård og der gav
guderne bolig for jætterne. Men inde på jordens midte helligede de et
land og omgærdede det med Ymers øjenvipper, og den indhegning kaldte
de Midgård, menneskenes verden.
Af to træstammer som var drevet
ind på kysten fra havet dannede guderne to mennesker Ask og
Embla. De avlede de slægter som endnu bor i Midgård. I midten
af Midgård, på den store slette Idavang, omgærdede guderne
et hjem de kaldte Asgård og gudernes byggede huse og sale. Midt i
Asgård står asken Yggdrasil, det mægtige verdenstræ, hvis
grene breder sig ud over hele verden og hvis rødder strækker sig til
hver del af verden.
Det er anderledes mere blodigt og farverigt! Nordboerne troede tilsyneladende
på både jætter (kæmper) og guder med magiske kræfter,
så hvorfor ikke en ko i det tomme rum?
De to første mennesker i denne fortælling, Ask og Embla, kan meget
vel være inspireret af Adam og Eva. Den mægtige Midgårdsorm
der svømmer i verdenshavet og bider sig selv i halen er analog med
slangen i det indiske billede af verdens indretning.