Moderne Astronomi

Er der en 10. planet?

Der har i hele det 20. århundrede været teorier om en tiende planet længere ude end Pluto. Den blev kaldt "Planet X". Der er flere muligheder, idet Solsystemet rummer langt flere objekter end vi på nuværende tidspunkt har begreb om. De bedste kandidater er:

Trans-uranske objekter.
Der findes en klasse af objekter kaldet 'transuranske objekter', som er små ismåner der minder om Pluto, Charon og ismånerne omkring Jupiter (Europa), Saturn, Uranus og Neptun. Nogle mener endda, at Pluto/Charon stammer fra denne ring af objekter. Man har observeret ca. 30, men det anslåede antal menes at være mange tusinde.

Hvis objekterne får meget elliptiske baner vil de også komme ind i det indre solsystem og optræde som kortperiodiske kometer. Da der er temmelig mange af disse objekter, vil man ikke udnævne nogle af dem til at være en 10. planet. Den store forvirring om hvorvidt Pluto så slet ikke havde planet-status længere interesserer ikke fagastronomer, men tydeligvis journalister!
Navngivning af alle astronomiske objekter (Planeter, måner, kratere o.s.v.) varetages af den "Internationale Astronomiske Union" - og de ønsker kun seriøse henvendelser. Det er i øvrigt heller ikke her man skal henvende sig hvis man ønsker sig at 'købe en stjerne'. Naturen er ikke til salg!


Oort-skyen.
En anden mulighed for en 10. planet hænger sammen med de langperiodiske kometer. Den engelske astronom John Murray har regnet på 'perturberede' baner af 13 kometer gennem nogle år. Observationerne stemmer bedst hvis man antager, at der findes en ekstra 10. planet i vores solsystem, 100-1000 gange længere ude end Pluto og med en masse på flere gange Jupiters samt en periode på ca. 6 mio. år.

En anden astronom, John Matese, finder noget lignende: af de kometer der kommer fra det yderste af Solsystemet (Oort-skyen) er der en svag overvægt der kommer fra afstanden 30.000 til 50.000 AE (en astronomisk enhed 1 AE= 150 mio. km). Det svarer til ca. 0,5 lysår.

Problemet er imidlertid, at en sådan planet ikke vil have en stabil bane over længere tid og astronomerne foreslår derfor, at den er blevet indfanget fra en stjerne der er passeret tæt forbi Solen. De mener også at kunne afgøre positionen af den 'hypotetiske planet'. Astronomer der vil lede efter den skal have et teleskop der når ned til 23. størrelsesklasse og søge i retningen: RA 20h 35m, Dec. +5o.

Kilde: John Murray: "Arguments for the presence of a distant large undiscovered Solar system planet", Mon.Not.R.Astron.Soc. 309, 31-34 (1999). "New Scientist" d. 16/10-99.