Observationer af nye planeter
1. Optiske/infrarøde observationer
Planeter lyser ikke af sig selv ligesom stjerner. Eventuelle nye planeter, der kredser om en anden stjerne, vil kun lyse ved tilbagekastet stjernelys, der er 1 mia. gange svagere end lyset fra stjernen (svarer til 22-25 mag.).
Hvis man endelig skal se en planet 'optisk' vil det være nemmest i infrarødt lys hvor planeterne udsender mest stråling.
2. Doppler-spektroskopi
To objekter som Solen og en planet vil kredse omkring deres fælles tyngdepunkt, som udmærket kan ligge udenfor Solens overflade. En af de bedste metoder til at detektere nye planeter på, er derfor ved Doppler-spektroskopi som fremkommer ved, at planeterne trækker lidt i stjernen, så den kommer til at 'slingre' i sin bane. Hvordan ville denne slingren, eller 'reflex-bevægelse', se ud udefra?
Hvis en 'fjern astronom' observerede vores Solsystem, fra en afstand af f.eks. 30 lysår, ville han kunne observere følgende afvigelse fra det forventede (i det tilfælde hvor Solen ikke havde nogle planeter):
Solen ville 'wobble' omkring et punkt 50.000 km udenfor Solens overflade.
Denne effekt skyldes, at Solen er 1050 gange tungere end Jupiter og tyngdepunktet er derfor 1050 gange nærmere Solen end Jupiter. Afstanden mellem dem er 5,2 x 150 mio. km = 780 mio. km og 1/1050 gange denne afstand bliver 743 mio. km (eller 1,077 solradier, 690.000 km, er Solens radius). De 50.000 km svarer til 7,7% af Solens radius.
Den tilsvarende beregning for Jorden og Solen giver det resultat, at Jorden flytter tyngdepunktet 450 km ud fra Solens centrum eller 0,065%). Det kan næppe måles af fremmede astronomer!? Så indtil videre er vi ret 'usynlige'...
3. Transit fotometri
En tredje metode, der først for nylig er begyndt at bære frugt, er planeternes formørkelse af stjernen, når de passerer ind foran (laver en 'transit'). Lad os igen tage Jupiter som eksempel hvis man observerede Solsystemet udefra. Hvis fremmede astronomer for det første var meget tålmodige og systematisk havde Solsystemet i kikkerten over længere perioder ville de bemærke, at Solen hvert 12. år blev 1% svagere i et par timer! Men kun hvis de tilfældigvis befinder sig i en retning hvor de ser Solsystemet fra kanten (ellers ville Jupiter ikke passere solskiven).
Man skulle tro at det var helt umuligt, men astronomer er jo flittige folk og desuden får de hjælp fra satellitter...
4. 'Pulsar timing'
Ved meget præcis måling af Pulsar perioder, sammenlignet med jordiske atomure har man fundet en ganske lille slingren omkring pulsaren PSR 1257 + 12. I 1991 bestemte man, at der var 3 planeter omkring denne roterende neutronstjerne med perioderne 23 d, 67 d og 95 d (sammenlignelige med Merkur, 88 d). Planeterne har masser der ikke er meget større end Jordens.
Alle metoderne favoriserer detektionen af store (massive) planeter i en tæt bane omkring stjernen.
Vores egen lille jordklode er stadig kun et fnug i denne sammenhæng.